Stor koncentration og stor moro på én og samme gang; to piger fra EUC Lillebælt gi’r den åbenbart riiigelig med gas.

Stor koncentration og stor moro på én og samme gang; to piger fra EUC Lillebælt gi’r den åbenbart riiigelig med gas.

Rally skal lokke unge til uddannelse

Der er rally på skoleskemaet på en række af landets tekniske skoler. Eleverne får lov til at prøve en rigtig rallybil

Af
Flemming Haslund

SKOLESKEMAER Metal Rally er et lille 'rally' som kommer forbi i alt ni tekniske skoler rundt om i landet i år. Her kan elever kvit og frit prøve en rigtig rallybil på en rigtig rallyprøve, som de siger.

Skolens parkeringsplads laves for nogle timer om en rallyprøve, og folk fra DASU – det er motorsportens svar på DBU – kommer med et par rallybiler og råber: ”Er der nogen, der har lyst til at prøve en håndbremsevending!”

Og det er der.

Henrik Lundgaard, med ”fed” hjelmhætte, forklarer, hvordan man kører sådan en lille blå rallybil.

Henrik Lundgaard, med ”fed” hjelmhætte, forklarer, hvordan man kører sådan en lille blå rallybil.

Frem til denne sæson er der afviklet flere end 80 Metal Rallies rundt om på tech-skolerne, og ca. 4.500 elever (og lærere!) har været ude at træde hårdt på en speeder og trække hurtigt i en håndbremse på egen krop. For nogle bliver netop denne oplevelse den lige vej til motorsporten, for andre er det et tip om, hvad mekanikerfaget også har at byde på. For rallybiler har det med at gå i stykker, skulle vi hilse og sige…

Hjulspin

Men hvad er det især, man skal huske, når man sætter sig ind i en rallybil? Det ved om nogen den tidligere europamester i rally, den til alle tider største danske rallykører, Henrik Lundgaard. Han har kørt Metal Rally-bilen for at få følelsen helt ind under huden. Vi ser Henrik gi’ den Metalgas og konstaterer:

Henrik starter uden ret megen hjulspin: Fordækkene hyler, da Lundgaard lægger fra land. Men det går ikke op i ren hjulspin.

Der kommer små skrig fra dækkene, da Lundgaard kører i sving. Men ikke så meget, at forenden skrider ud. Og bilen kører næsten langsomt, da Lundgaard skal runde keglerne.

To af årets vindere af Metal Rally, Mikkel Himmelstrup og Nicolaj Ipsen fra EUC Odense.

To af årets vindere af Metal Rally, Mikkel Himmelstrup og Nicolaj Ipsen fra EUC Odense.

Det ser nærmest langsomt ud – men stopuret beviser, at det er det ikke.

”Hemmeligheden i at køre stærkt er ikke at køre for stærkt!” forklarer Henrik.

PS: Til Metal Rally i EUC Lillebælt vakte det opsigt, at én af Metal Rallys officials valgte at køre opvisning i sin WV Transporter – og det var en meget snæver bane. Rasmus Sørensen (official fra Viking Auto Sport) kørte tiden i 1:03:00, blot 3 hundrededele fra vinderne.

Publiceret 06 September 2018 16:28

Mindeord for Hartvig Sørensen

MINDEORD Der er vikinger, som svinger sværdet, og så er der vikinger, som kan fortælle historier og underholde. Hartvig Sørensen hører til blandt de sidste. Nu blæser Heimdal i hornet, så det kan høres fra fjord til fjord, for nu kommer der blus under de gode historier i Asgård. Endnu en viking er draget ud på sin sidste færd. Hartvig Sørensen sov ind med familien omkring sig tirsdag den 19. marts 84 år gammel.

Hartvig og Lisanne har været med i Vikingespillet siden 1992. Det var datteren Malene, der plagede om at være med, selvom både Lisanne og Hartvig ikke var interesseret i at være med i Vikingespillet, men der var familie og gode venner i Vikingespillet, som overtalte dem, og med et var den lille familie dybt engageret.

Hartvig var gøgler i sine unge dage og rejste rundt med cirkus, hvor han var arbejdsmand og blandt andet passede de vilde kattedyr. Hartvig spillede også med i et band som yngre. Så det var måske ikke så mærkeligt, at Vikingespillet alligevel endte med at blive en stor del af hans liv igennem de sidste 25 år.

Hvor der er vilje, er der vej, og for Hartvig skulle hans vikingeliv ikke begrænses. Så da Hartvig ikke længere gik så godt, og derfor ikke kunne gå på scenen længere, blev han vagt bag scenen, hvor han var med til at sikre, at ingen uvedkommende gik ind bag scenen, og på den måde var Hartvig viking til det sidste.

Hartvig var ikke en viking, der gik stille med dørene, for Hartvig kunne underholde og fortælle gode historier, og han kunne sende kække bemærkninger efter dem, som han holdt af. Hartvig var i flere år en yderst efterspurgt guide i Vikingespillet, for det var ikke kedeligt at være på Hartvigs rundvisningshold, og der var publikummer, som specifikt bad om at blive guidet af Hartvig. Måske var Hartvigs force, at han gav sin egen fortolkning af både Vikingespil og Vikingetid, og så kunne han altid krydre fortællingen med nogle gode historier og vittigheder - og han fornyede sig hvert år.

I forestillingerne var Hartvig som oftest aktør (statist), men han har også haft enkelte roller. Den mest kendte rolle var som Kong Adils i Rolf Krake i 1996. En rolle han ifølge dronningen, der spillede hans hustru i forestillingen, var meget stolt af. Hartvig har også været statist i flere danske spillefilm blandt andet i filmen om Grev Axel, hvor han havde en enkelt replik som portvagt.

Hartvig var ikke kun et kendt ansigt i Vikingespillet. Hartvig kørte igennem mange år taxa i Frederikssund, og før det var det lastbil og bus. Hartvig kunne lide livet på vejene, hvor han helt sikkert har mødt mange mennesker, der har nydt godt af hans vittigheder og gode humør. Hartvig var nærværende, et lunt og godt menneske, der i festligt lag gerne gav den på tangenterne på elorgelet.

Så kære vikinger i Asgård, gamle venner fra vikingehytten Tjalfe, der allerede er draget til Asgård, nu kommer Hartvig til jer - en familiefar, en gøgler, en humoristisk historiefortæller, en ven og en viking af hjertet. Skænk mjøden og læg en brændeknude på bålet.

Æret være Hartvigs minde – år og fred.

Camilla Dupont, Formand for Frederikssund Vikingespil

Hartvig Sørensen bisættes tirsdag den 26. marts kl. 12.30 fra Græse kirke.