Tv-programmet ”Kurs Mod fjerne kyster” med Mikkel Beha Erichsen og hans familie har været en stor inspiration for Martin Herlev, som har talt med familien om deres erfaringer. Foto: A.lønstrup
Tv-programmet ”Kurs Mod fjerne kyster” med Mikkel Beha Erichsen og hans familie har været en stor inspiration for Martin Herlev, som har talt med familien om deres erfaringer. Foto: A.lønstrup
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

27-årig fra Jægerspris vil sejle jorden rundt

Martin Herlev har solgt lejlighed og bil og vil bruge de næste tre år på at sejle jorden rundt

Af Anne Lønstrup
JÆGERSPRIS Da Martin Herlev var dreng, hadede han at sejle.
Han så ikke rigtig nogen grund til, at familiens ferier skulle tilbringes i forældrenes sejlbåd under kølige danske himmelstrøg, når nu alle hans kammerater nød solen og varmen i Grækenland eller Tyrkiet.

Sejlferierne fik dog en brat ende.

I sommeren 2001, da Martin var 11 år, grundstødte familiens båd ved Læsø.

“Forestil dig lyden, når en syv tons tung båd rammer direkte ind i en sten. Alt fløj rundt i cockpittet, men lyden var det værste, og især min mor mistede lysten til at sejle, så mine forældre solgte deres sejlbåd,” fortæller Martin Herlev.

Det var ikke en rar oplevelse, men forunderligt nok afskrækkede den ikke Martin, for uden at han helt var klar over det, var han alligevel blev bidt af at sejle.

“Jeg kom ret hurtigt ud på vandet igen, og jeg havde fået en vigtig erfaring, nemlig at man ikke altid kan stole på et søkort.”

Selvlært som sejler

Forældrene beholdt trods ulykken deres bådplads, og et par år senere fik Martin en gummibåd. Den fik en motor på, og en dag sejlede den 13-årige mutters alene og uden at have fortalt det til nogen fra Jægerspris til Roskilde. Han tankede op i havnen i Roskilde og havde en dejlig tur. Dér fandt han ud af, at han godt kunne lide at sejle alene.

Gradvist blev bådene større og bragte den unge sømand længere og længere omkring. Han gik fra jolle, til speedbåd og videre til en 24 fods sejlbåd, som han som 15-årig sejlede til Mölle Havn i Sverige. En vennepar til hans forældre sejlede med som ledsagebåd, men Martin var alene på forældrenes båd.

I dag har han sin egen sejlbåd, en stor havkrydser, og ombord på ’Lady A’ har han i de sidste to sommerferier sejlet alene til Ålandsøerne og Vestnorge.

Flere års forberedelser ligger bag, når 27-årige Martin Herlev fra Jægerspris lørdag 5. august tager på tre års jordomrejse. Foto: A.lønstrup
Flere års forberedelser ligger bag, når 27-årige Martin Herlev fra Jægerspris lørdag 5. august tager på tre års jordomrejse. Foto: A.lønstrup

Har boet på båden i halvandet år

Disse ture er dog intet imod, hvad der venter nu – en sejltur jorden rundt.

Rejsen er forberedt gennem flere år. Rent udstyrsmæssigt har han sørget for godt grej - hans anker ville kunne holde en båd, der var seks gange tungere. ’Lady A’ har store dieseltanke og vil kunne sejle op til otte døgn for motor. Om bord er også en såkaldt ’watermaker’, der gør saltvand til drikkevand, foruden toptunet elektronik, der bl.a. kan se 100 meter frem under vandet.

Det sidste halvandet år har Martin boet på båden, efter at han solgte sin lejlighed på Amager.

“Det er mit lille kollegieværelse. Det var lidt koldt i vinters med kondensvand, men det var også hyggeligt,” bedyrer han.

Der har ikke været nogen fast kæreste i hans liv i de sidste år. Måske, indrømmer han, fordi det kan være svært for kærester at leve med, at sejlads altid er nummer ét for ham.

“For mig er det her den bedste partner!, siger han og klapper båden, som vi sidder på.

Hans venner og familie har forstået, at Martin aldrig siger 100 pct. ja til en invitation. Han kommer, hvis det bliver dårligt vejr. Bliver det godt vejr, sejler han.

Arbejdsgiveren gennem syv år, i it-virksomheden Atea, støtter også op om turen og har foreløbig givet ham et års konsulentarbejde på nedsat tid. Det kræver netforbindelse, men derudover kan arbejdet sagtens udføres fra et flydende kontor, forklarer Martin Herlev.

20 gaster til samtale

Når Martin taler om alt det, som venter, glæder han sig især til Fransk Polynesien, hvor hans storebror med kæreste vil sejle med, men bortset fra det, ønsker han ikke at have for faste forventninger:

“Jeg vil gerne opleve alt det, man ikke kan forestille sig, for så bliver man aldrig skuffet,” forklarer han.

Med hensyn til udvælgelse af besætning har han dog været meget omhyggelig. På sin blog skrev han om sin kommende jordomrejse og bad interesserede om at henvende sig, og dem talte han indgående med.

“Jeg har siddet og følt mig som en ren HR-chef, mens jeg har udvalgt og interviewet ca. 20 personer, der har meldt sig interesseret som gaster,” siger han.

Et godt match

Når Martin med sin besætning vinker farvel til venner og kolleger i havnen i Frederikssund på lørdag kl. 12.30 er første destination Rørvig. Herfra går turen over Samsø og Årøsund og derfra ned til Tyskland, gennem Kielerkanalen og videre sydover via Holland og Frankrig over Biscayen til Porto og Lissabon.

Inden kursen sættes mod Madeira, skifter besætningen første gang, og det vil den gøre flere gange undervejs. Den eneste, der følger med hele vejen, er 27-årige Kristine fra Årøsund, som er gast på hele turen. Hun ønskede ikke at nøjes med kortere tjanser som gast, men meldte fra starten ind, at hun gerne ville med hele vejen. Hun kommer fra en sejlerfamilie og har alle papirerne på, at hun kan sejle, mens Martin er selvlært, og han tror som skipper på, at de bliver et godt match.

Ud af sin comfortzone

Det værste der ifølge Martin kan ske under sejladsen er mand over bord.

“Udover det kan vi blive syge, eller skibet kan gå ned, men så har vi en redningsflåde. Eller vi kan få ubudne gæster, der ikke vil én det bedste. Men mand over bord ville være det værste, for så er det ikke sikkert, de bliver fundet igen. Derfor har vi også livliner på, når vi er på dækket, lys i vores redningsveste og så vil nye folk ikke få nattevagter alene,” siger han.

Han siger selv, at hans mor nok “hader det lidt”, at hendes yngste søn stikker til søs for tre år.

“Hun bryder sig heller ikke om at flyve, men det må hun lige lære, så hun kan komme ud at besøge mig undervejs,” siger Martin, hvis far og storebror “er vilde med” deres søn og brors store sejleventyr.

Den unge skippers personlige udviklingsmål for turen er klart.

“Jeg gør det for at komme ud af min comfortzone. Jeg kommer ikke igennem den her tur uden at lære at sige tydeligt ja og nej!”

For selv om der kommer mange forskellige mennesker ombord under sejladsen kloden rundt, vil han være kaptajnen, der udstikker kursen og tager de afgørende beslutninger.

”Vi gennemgår ruten sammen, og alle kan komme med input, men når man først er ude på havet, er der kun en, som kan tage beslutningerne.”

Publiceret: 02. August 2017 12:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Frederikssund

ANNONCER
Se flere