Cyklist livsfarligt kvæstet: Kørte ind i vejskilt og fik kraniebrud og hjertestop

Af
Jacob Nielsen

Trafik og alkohol hører på ingen måde sammen. Det gælder også, selvom man ikke er i bil men blot kører på den tohjulede, og det understreges blot af en alvorlig sag fra lørdag aften, hvor to polske mænd var på vej fra Jægerspris mod Frederikssund på cykel.

Da de to kørte på Færgelundsvej mod Kronprins Frederiks Bro, kørte den ene - en 59-årig mand -pludselig direkte ind i et vejskilt og ramte skiltet så hårdt, at han fik kraniebrud, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Ulykken skete klokken 20.41 og kort efter var en ambulance allerede på stedet.

"Da ambulancen er fremme på stedet klokken 20.48, får han hjertestop. Han bliver genoplivet og fløjet til Rigshospitalet, hvor han bliver indlagt i kritisk tilstand og behandlet natten igennem. Efter alt at dømme overlever han dog," lyder meldingen fra vagtchef ved Nordsjællands Politi, Michael From, til Frederiksborg Amts Avis.

Både den 59-årige og hans 47-årige kammerat var berusede, oplyser politiet.

Publiceret 14 October 2018 12:48

SENESTE TV