Færre huse til salg i Nordsjælland

Det får også betydning for måden at købe hus på

Plantegning efter plantegning, køkken efter køkken og staudebed efter staudebed.

At være på boligjagt i øjeblikket kan føles, som om man er på indkøb lige op til et par helligdage. Hvor der før var fyldt med spændende varer, så er man nu efterladt med en halvkedelig frostvare og en dåse konserves, der er skræmmende tæt på udløbsdatoen.

Så hvad gør man, når man leder efter bolig i et marked, hvor der er færre og færre huse at vælge mellem?

Det er nemlig virkeligheden for mange boligkøbere. På landsplan er det samlede udbud af villaer faldet fra 37.358 den 1. maj sidste år til 35.614 på samme dato i år.

Mens man i Nordsjælland tilbage i 2014 kunne bladre sig gennem 4.153 udbudte villaer og rækkehuse - så var det antal i år nede på 3.666 styk. Det viser en opgørelse fra boligsiden Boliga.

Sælgers marked

Det faldende udbud er ikke til købers fordel - tværtimod er det sælgerne, der nu sidder med jokeren på hånden.

Men derfor skal man ikke lade sig skræmme, hvis man mangler et hus - man skal bare være en klog køber:

“Man skal holde hovedet koldt og ikke lade sig manipulere. Det er også vigtigt, at man ikke har det som succespunkt, at man får huset uanset prisen. Man skal gå efter at få det til den rigtige pris,” siger John Wulff, partner og rådgiver hos Købersmægler.dk.

Særligt hvis man drømmer om et nyt hus i Allerød Kommune, vil man nok få fornemmelsen af, at der er langt mellem det, der passer til ens behov. Her var der blot 135 huse til salg i år - mens det var 165 huse sidste år.

Publiceret 18 May 2018 14:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV