Fortjent sejr til FIK i nøglekamp

200 tilskuere på Kalvøen så FIK sikre sig forårets første sejr

fodbold Forårets to første kamp havde FIKs vedkommende kun udløst ét point. Men dog også imod de to tophold i Sjællandsseriens Pulje 1, Allerød og BSF. Derfor var der noget mere på spil mellem holdene, da Glostrup gæstede kunststofbanen på Kalvøen lørdag eftermiddag. Gratis entré og solskin havde lokket små 200 tilskuere til at møde op, og de kunne se to hold, som begge var klar over, at der var god mulighed for forårets første sejr. FIK havde ingen Emil Sørensen fremme, men en anden Emil, nemlig Emil Mousing, som fik chancen fra start. Han fik dog ikke scoret, men ydede en fin indsats indtil han blev skiftet ud i anden halvleg. Starten var intens – og holdene lige – men i den voldsomme vind var det FIK, som efter ti minutters spil begyndte at få mere styr på tingene. Det hjalp naturligvis også, at Stephan Traore bragte FIK i front med 1-0 efter et lille kvarter. Oplægget kom fra Oliver Juul Hansen, og det er faktisk anden hjemmekamp i træk, at den kombination giver mål. Målet gav FIK selvtillid, men resten af halvlegen bød ikke på mange chancer eller forsøg. Anden halvleg fortsatte, hvor første var sluttet. Holdene var velorganiserede og gav ikke meget plads væk - og når der endelig var anløb til en chance, så løb det ud i sandet pga. vanskeligheder afleveringer eller dårlige beslutninger. Som kampen nærmede sig sin afslutning blev FIKs overtag større og større. Et kvarter før tid fik hjemmeholdet en god frisparkschance, men desværre gik Shahab Khoshivals spark lige i muren. Dagens FIK-debutant Christoffer Klugh Henriksen var også tæt på at score, men en sen Glostrup tackling fik stoppet den unge spiller. I kampen næstsidste minut blev Daniel Randsted skiftet ind, og han skulle kun bruge et minut til at vinde hjemmeholdet et straffespark, som anfører Martin B. Hansen scorede sikkert på, netop som uret rundede 90 minutter. Pelle Sørensen, FIKs hårdt arbejdende midtbanespiller, blev af FIKs sponsorgruppe kåret som hjemmeholdets bedste. Træner Martin S. Hilstrup var tilfreds med organiseringen og den soliditet i defensiven, som holdet udstrålede. Lidt klogere beslutninger i omstillingerne kunne til gengæld have afgjort kampen noget tidligere. Nu venter bundholdet Kalundborg i den kommende weekend på udebane og dernæst et andet bundhold, Herlev, på hjemmebane d. 1. maj. Kan FIK holde samme niveau i de kampe, så vil man næppe behøve kigge sig over skulderen i forhold til nedrykningspladserne.

Publiceret 16 April 2018 10:00

SENESTE TV

Lad os redde rørskovsfuglene i Græse Ådal

Så er det sket igen: Midt i yngletiden er der høstet tagrør i rørhøgens redeområde i Græse Ådal på trods af, at vi har orienteret kommunen om de ynglende fugle samt udpeget redeområdet.

Chef for Vej og Park Karsten Haslund samt skovfoged i kommunen Troels Karlog har efterfølgende givet udtryk for, at de finder handlingen i orden, hvorfor det er vigtigt og nødvendigt at understrege nedenstående:

Ødelæggelse af redeområder er ulovligt.

Jagt- og vildtforvaltningsloven § 6 fastslår, at ”Fugles reder må ikke forsætligt ødelægges, beskadiges eller fjernes”.

Jeg har af flere omgange henledt kommunens opmærksomhed på de ynglende rørhøge og deres redeområde. Senest på borgervandring i Græse Ådal arrangeret af skovfoged Troels Karlog og projektleder Sigurd Gansted, hvor deltagerne var interesserede borgere samt landmanden, der forvalter områderne, hvor rørhøgen har forsøgt at yngle gennem de seneste 3 år.

Så efterfølgende ødelæggelser i redeområdet er udtryk for forsætlighed.

En væsentlig grund til, at jeg gjorde noget ud af orienteringen til kommunen er, at vi gennemlevede en tilsvarende situation i 2016. Vi havde registreret ynglende rørhøg, men en dag holdt en høstmaskine uhjælpeligt fastkørt i rørskoven. Hvor redeområdet var. Fuglene forsvandt – ingen unger!

Senest i dag har vi set rørhøgaktivitet i området, men om det var stedets fugle, vides ikke. Med held har ungerne været så store, at de har kunnet undslippe fra reden/har reden befundet sig udenfor høstområdet. Men så er det mere held end forstandighed/påpasselighed.

Hvornår høster man rørskov?

Ja – nogen steder gør man det åbenbart i flæng! I forbindelse med klagen over høstaktiviteten fortalte en plejeplanlægger fra Vej og Park i en mail til os i sidste uge, at ”Vej og Park er ikke bekendt med at rørskov skal slås inden 1. marts”. Hvilket er meget uheldigt (sigende?), da det i Bekendtgørelse om Naturbeskyttelsesloven § 32 fastslås, at ”Rørskær i perioden 1. marts – 31. oktober må kun ske med tilladelse fra miljø- og fødevareministeren”.

Chefen for Vej og Park nærer tilsyneladende ikke betænkelighed omkring høsttidspunktet, hvorimod han er meget optaget af afdelingens kortmateriale, der tilsyneladende ikke viser rørskov i området?

Vi, der færdes i området flere gange om ugen ved, at der var tale om rørskov i betydeligt omfang. Og kører man med tonstunge høstmaskiner op til et redeområde, er der i realiteten tale om en ødelæggelse.

Og rørskov eller ej – en rede med ynglende rørhøg er fredet! Forpagteren var orienteret om, at der var ynglende rørhøg i området, og kan han gøre det modsatte gældende, falder det udelukkende tilbage på den kommunale medarbejder, der har kontakten til ham og hans forpagtning.

Uheldigt, at der i kommunen ikke er den tilstrækkelige samlede viden, fornødne koordination samt vilje til en ordentlig fugle- og naturbeskyttelse. Men forhåbentlig kan opgaven løftes i fællesskab fremover.