”Kloge Hænder” rullede igen over Frederikssund Kommune

Lokale skoleelever besøgte lokale virksomheder. Besøgene var en del af kampagnen ”Kloge Hænder”, der skal inspirere flere unge til at vælge en faglært fremtid.

rederikssund Ådalens Skole, Baunehøj Efterskole og Slotsparkens Friskole sendte tilsammen mere end 160 unge, lærevillige elever afsted på inspirationsbesøg i det lokale erhvervsliv. Dermed var Kloge Hænder denne gang mere end dobbelt så stort som i 2017.

Peter Kyster fra tømrer- og snedkervirksomheden 3Byg i Frederikssund er en af de ni lokale virksomheder, der onsdag lagde lokaler til skolebesøgene:

“Vi er gået med i Kloge Hænder, fordi vi har kraftigt brug for kvalificeret arbejdskraft. Derfor vil vi gerne være med til at inspirere de unge mennesker til at vælge en faglig uddannelse. Forhåbentlig får de også øjnene op for, at der er masser af muligheder for lærepladser og gode jobs her i lokalområdet.”

Spændende at prøve tingene af i virkeligheden

Ådalens Skole er med i Kloge Hænder for tredje gang. En af de deltagende elever var Laurits fra 8. klasse. Sammen med sin gruppe besøgte han Bang-Nielsen A/S på byggepladsen i Gerlev, hvor entreprenørvirksomheden lige nu opfører et større antal boliger.

“Det har været super sjovt. Jeg har prøvet at skære træ til et spær på et hus, og så har jeg muret med mørtel. Det var spændende at prøve de forskellige ting af i virkeligheden for at se, om det er den vej, man vil gå.”

I tillæg til eleverne er også skolelærerne begejstrede for det tættere samarbejde med det lokale erhvervsliv:

“Eleverne kommer ud og møder erhvervslivet og oplever noget praktisk håndværk. Det kan de forholde sig til, og derfor er det et supergodt arrangement. Personligt kunne jeg godt tænke mig et endnu tættere samarbejde mellem skolerne og virksomhederne, så det i stedet for en enkelt dag bliver et længere forløb, der er integreret i undervisningen,” lyder det fra Martin Gabriel, der er lærer på Ådalens Skole.

Ud over 3Byg og Bang Nielsen A/S deltog følgende virksomheder i Kloge Hænder 2018: El-ABC A/S, Husmer Glas & Facade, Mountain Top Industries, Brenntag Biosector A/S, Bautahøj Konferencecenter, Procom A/S og Topsil Globalwafers A/S.

pressemeddelelse

Publiceret 13 April 2018 00:00

SENESTE TV