Maria Stenz i Skuldelev

Hvor er alle drømmene og alle de andre gode sange, og hvor er fortællingerne? Du får svaret af Maria Stenz fredag d. 13. april kl. 20.00, hvor Multikulturgruppen i Skuldelev har inviteret hende og sønnen Jacob til at underholde med musik og sang og gode historier.

Det sker i Skuldelevhallens Café, hvor dørene åbner kl. 18.00 så man kan sidde og spise sin medbragte mad inden selve koncerten. Alle drikkevarer købes i caféen.

Billetter til denne musikalske oplevelse kan købes i Dagli'Brugsen eller bestilles på tlf. 47520610 eller pr mail: mhp@post10.tele.dk

Koncerten flyttes til skolens gymnastiksal, hvis billetsalget gør det nødvendigt.

Publiceret 11 April 2018 00:00

SENESTE TV

Lad os redde rørskovsfuglene i Græse Ådal

Så er det sket igen: Midt i yngletiden er der høstet tagrør i rørhøgens redeområde i Græse Ådal på trods af, at vi har orienteret kommunen om de ynglende fugle samt udpeget redeområdet.

Chef for Vej og Park Karsten Haslund samt skovfoged i kommunen Troels Karlog har efterfølgende givet udtryk for, at de finder handlingen i orden, hvorfor det er vigtigt og nødvendigt at understrege nedenstående:

Ødelæggelse af redeområder er ulovligt.

Jagt- og vildtforvaltningsloven § 6 fastslår, at ”Fugles reder må ikke forsætligt ødelægges, beskadiges eller fjernes”.

Jeg har af flere omgange henledt kommunens opmærksomhed på de ynglende rørhøge og deres redeområde. Senest på borgervandring i Græse Ådal arrangeret af skovfoged Troels Karlog og projektleder Sigurd Gansted, hvor deltagerne var interesserede borgere samt landmanden, der forvalter områderne, hvor rørhøgen har forsøgt at yngle gennem de seneste 3 år.

Så efterfølgende ødelæggelser i redeområdet er udtryk for forsætlighed.

En væsentlig grund til, at jeg gjorde noget ud af orienteringen til kommunen er, at vi gennemlevede en tilsvarende situation i 2016. Vi havde registreret ynglende rørhøg, men en dag holdt en høstmaskine uhjælpeligt fastkørt i rørskoven. Hvor redeområdet var. Fuglene forsvandt – ingen unger!

Senest i dag har vi set rørhøgaktivitet i området, men om det var stedets fugle, vides ikke. Med held har ungerne været så store, at de har kunnet undslippe fra reden/har reden befundet sig udenfor høstområdet. Men så er det mere held end forstandighed/påpasselighed.

Hvornår høster man rørskov?

Ja – nogen steder gør man det åbenbart i flæng! I forbindelse med klagen over høstaktiviteten fortalte en plejeplanlægger fra Vej og Park i en mail til os i sidste uge, at ”Vej og Park er ikke bekendt med at rørskov skal slås inden 1. marts”. Hvilket er meget uheldigt (sigende?), da det i Bekendtgørelse om Naturbeskyttelsesloven § 32 fastslås, at ”Rørskær i perioden 1. marts – 31. oktober må kun ske med tilladelse fra miljø- og fødevareministeren”.

Chefen for Vej og Park nærer tilsyneladende ikke betænkelighed omkring høsttidspunktet, hvorimod han er meget optaget af afdelingens kortmateriale, der tilsyneladende ikke viser rørskov i området?

Vi, der færdes i området flere gange om ugen ved, at der var tale om rørskov i betydeligt omfang. Og kører man med tonstunge høstmaskiner op til et redeområde, er der i realiteten tale om en ødelæggelse.

Og rørskov eller ej – en rede med ynglende rørhøg er fredet! Forpagteren var orienteret om, at der var ynglende rørhøg i området, og kan han gøre det modsatte gældende, falder det udelukkende tilbage på den kommunale medarbejder, der har kontakten til ham og hans forpagtning.

Uheldigt, at der i kommunen ikke er den tilstrækkelige samlede viden, fornødne koordination samt vilje til en ordentlig fugle- og naturbeskyttelse. Men forhåbentlig kan opgaven løftes i fællesskab fremover.