22-årig tiltalt efter drukneulykke

En 22-årig mand fra Frederikssund tiltalt for forsikringssvindel og brandstiftelse

Af
Jakob Markert

Det var, ifølge anklageskriftet, en 22-årig mand fra Frederikssunds forsøg på forsikringssvindel på en sejlbåd, der førte til, at den 24-årige Tavab Khoshival i oktober druknede i Roskilde fjord. Ifølge Ritzau fremgår det, at anklageren opfatter den 22-årige, som ansvarlig for ulykken. Manden nægter sig skyldig. De to mænd var på tur i en sejlbåd på fjorden, da den 22-årige ifølge anklageskriftet kastede en antændt benzinvædet klud på bådens motor, som han forinden havde pøset til med benzin. Det udløste den eksplosion, som fik Tavad Khoshival til at springe i fjorden, skriver Ritzau. Udover tiltalen for forsikringssvindel mod den 22-årige, er der også rejst tiltale efter straffelovens paragraf 180 om kvalificeret brandstiftelse, som kan give op til livstid. Tiltalen skyldes, at han ifølge anklageskriftet i forbindelse med sin handling burde have indset, at “andres liv udsattes for overhængende fare”, og han derfor, selvom han ikke havde til hensigt at dræbe sin kammerat, efter anklagemyndighedens opfattelse er skyldig. Desuden skriver Ritzau, at den 22-årige også er anklaget for at have været i besiddelse af små mængder hash, samt i besiddelse af 14 skarpe 9-millimeter-patroner, ligesom han er anklaget for at have truet fire fængselsbetjente under en overflytning mellem to afdelinger. Her skulle han have kaldt dem “ludere” og truet med at “smadre” dem.

Publiceret 14 March 2018 13:40

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV