Fasters Have fylder ti år og udvider

Da Charlotte Broksø åbnede Fasters Have skulle det ikke være større.Ti år og en udvidelse senere holder hun stadig fast i, at det først og fremmest skal være hyggeligt at gå i havecenter

Af
Af Birgitte Masson

“Vi skal ikke være Nordsjællands største, men det hyggeligste.” Ordene kommer fra Charlotte Broksø, indehaver af Fasters Have i Frederikssund. Hun taler om sit havecenter og den udvidelse, som være færdig på fredag; dagen, hvor 10 års jubilæet skal fejres.

Men de har travlt, for den nye tilbygning står endnu ufærdig. Alligevel er det tydeligt for enhver, der træder indenfor, at der er tænkt store tanker med den nye tilbygning, som gør, at indearealet i forretningen kommer op på i alt 250 kvm. Her er der loft til kip, en stor, rummelig hems, kæmpe vinduer og et lysindfald, som, selvom det er gråt udenfor, gør rummet lyst, lækkert og indbydende.

“Her skal bl.a. være kasseområde med ind- og udgang. Ovenpå skal vi have en afdeling med havemøbler, puder og tæpper,” fortæller Charlotte Broksø, som sammen med ægtefællen Henrik selv har haft ideerne til, hvordan bygningen skulle indrettes. En arkitekt har stået for hovedlinjerne.

“Det bliver så godt. Nu får vi mulighed for at vise vores ting på et større areal, så det vil kunne præsentere sig bedst muligt.”

Skulle ikke blive større

Når Charlotte Broksø kigger tilbage på de år der er gået, siden hun åbnede Fasters Have, synes hun, det er gået utrolig stærkt.

“Da jeg åbnede for ti år siden, sagde jeg, at vi aldrig skulle blive større,” Charlotte Broksø smiler. Hun fortæller, at havecentret i dag beskæftiger seks ansatte, og har kunder fra et stort opland.

“Og så er vores yngste søn Lasse flyttet hjem fra Århus, for at kunne være med i forretningen.”

Men det er ikke kun indenfor, at der er sket nye tiltag. For der vil stadig være masser af haveinspiration at hente i det store udeareal som er blevet udvidet med 600 kvm.

Jubilæet og indvielsen fejres på fredag d.16.3 fra klokken 9.30. Der vil være kaffe fra Sannes kaffe-tuc og croissanter.

Publiceret 13 March 2018 10:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV

DEBAT: "Nej, jeg vil ikke acceptere det!"

Der er allerede indtrådt fuldt indkøbsstop på folkeskolerne i Frederikssund Kommune!

Der varsles nu yderligere store besparelser på skoleområdet i kommunen.

Besparelser i en grad, så jeg vil spørge politikerne i byrådet, hvor deres smertegrænse går?

Er det ikke en af de mest grundlæggende kommunale opgaver at drive folkeskole?

Jeg ønsker at være konstruktiv. Jeg er en ’almindelig’ samfundsborger, der betaler min kommuneskat med glæde. Men hvorfor opleves skoletilbuddene så løbende som ringere og ringere?

Er det fordi forvaltningen og daværende byråd besluttede at ændre gennemgribende i strukturen, hvilket kombineret med ny skolereform skabte utrolig meget uro og usikkerhed? Uro og usikkerhed, som ellers endelig er ved at lægge sig lidt nu.

Er det fordi Vinge spøger, selvom alle siger nej?

Er det fordi politikerne lytter til et udueligt embedsværk?

Er det fordi politikerne i Frederikssund ikke ønsker den bedste folkeskole?

Er det fordi der pludseligt er voldsom nedgang i børnetallet?

Jeg spørger i øvrigt mig selv, hvordan en så stor nedgang i børnetallet kan komme som en overraskelse?

På børnehaveområdet var det kendt for år tilbage, at der var nedgang i børnetallet.

Uanset hvad, så kan mine børn ikke bruge disse forklaringer til noget – intet!

Og samtidig kan jeg læse, at det går fantastisk i Frederikssund Kommune. Driftsindtægterne er større end nogensinde! Aldrig har det gået bedre…

Tilmed forstår jeg, at vi skal prioritere vore ældre, der har betalt skat hele deres liv. Ja, der skal prioriteres i en kommune. Det er en af politikernes fornemste opgaver.

Under alle omstændigheder nægter jeg at acceptere yderligere forringelser for mine to børns skolegang i Frederikssund.

Hvad enten det skyldes Vinge, inkompetence i forvaltningen, politikere der ikke vægter folkeskolen eller hvad dælen årsagen nu er.

Jeg opfordrer hermed alle forældre med børn i folkeskolen i Frederikssund Kommune til at mobilisere sig.

Sig nej til disse besparelser!

I stedet for straks at løbe til privatskolerne – for det afstedkommer den nuværende retning - så skal vi engagere os i folkeskolen og stille krav til de politikere, vi har valgt ind i byrådet.