Bro er guld værd for lokale virksomheder

Lokale virksomheder har sikret sig ordrer for to-cifret million-beløb på Kronprinsesse Marys Bro

frederikssund Et tocifret millionbeløb. Det er, hvad lokale og regionale virksomheder indtil videre har fået ordrer på i forbindelse med byggeriet af den nye Fjordforbindelse. Ordrerne er kommet i hus gennem leverandørværktøjet Greater Suppliers, der er udviklet af Frederikssund Erhverv. Virksomheder som 3Byg, Helbo Hansen, Stark, Bautahøj, A.J Henriksen Shipping, Loxam, El-ABC, Wildon A/S, B-Lunch og Smartguard har alle fået større eller mindre ordrer i forbindelse med brobyggeriet. Og flere kan meget vel være på vej. Søren Wallin, der er indkøbschef i selskabet RBAI JV, som bygger den nye bro over Roskilde Fjord, siger: “Vi er meget glade for samarbejdet med virksomhederne. De har leveret varen, og det har desuden givet os muligheder for hurtig og fleksibel respons, når vi har haft behov for det.” “Det lokale erhvervsliv og Greater Suppliers har uden tvivl været et positivt bekendtskab, og vi har fortsat et ønske om, at få så mange lokale leverandører som muligt på brobyggeriet. Det er en klar strategi fra selskabets side.”

”Erhvervslivet har bidt til bolle”

Bag de mange lokale ordrer gemmer der sig et tæt samarbejde - mellem brobyggere, Frederikssund Erhverv og virksomheder. Det fortæller erhvervskonsulent i Frederikssund Erhverv, Pernille Krogh, der i samme ombæring uddeler ros til erhvervslivet: “Vi har været med til at skabe et tæt samarbejde med entreprenørerne på broen, og det har givet pote. Men det er vigtigt at understrege, at erhvervslivet virkelig har bidt til bolle og gjort en stor indsats for at opfylde kravene for at kunne levere til et milliardprojekt som Fjordforbindelsen. Det er bestemt ikke noget, der kommer af sig selv.” At de lokale virksomheder skal tænkes ind i de store bygge- og anlægsprojekter i området er ikke kun gældende for byggeriet på Fjordforbindelsen, lyder det: “Vores håb og ambition med Greater Suppliers har fra starten været, at så mange byggekroner som muligt skulle tilfalde de lokale virksomheder. Det har fungeret godt på Fjordforbindelsen, men vil også kunne lægges ned over fremtidige bygge- og anlægsprojekter,” slutter Pernille Krogh. Brobyggeriet på Fjordforbindelsen forløber efter planen. Mandag den 5. marts ankom det første af de 492 betonelementer, som tilsammen skal udgøre den synlige del af broen, der skal stå færdig i efteråret 2019. pressemeddelelse

Publiceret 09 March 2018 10:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV

DEBAT: "Nej, jeg vil ikke acceptere det!"

Der er allerede indtrådt fuldt indkøbsstop på folkeskolerne i Frederikssund Kommune!

Der varsles nu yderligere store besparelser på skoleområdet i kommunen.

Besparelser i en grad, så jeg vil spørge politikerne i byrådet, hvor deres smertegrænse går?

Er det ikke en af de mest grundlæggende kommunale opgaver at drive folkeskole?

Jeg ønsker at være konstruktiv. Jeg er en ’almindelig’ samfundsborger, der betaler min kommuneskat med glæde. Men hvorfor opleves skoletilbuddene så løbende som ringere og ringere?

Er det fordi forvaltningen og daværende byråd besluttede at ændre gennemgribende i strukturen, hvilket kombineret med ny skolereform skabte utrolig meget uro og usikkerhed? Uro og usikkerhed, som ellers endelig er ved at lægge sig lidt nu.

Er det fordi Vinge spøger, selvom alle siger nej?

Er det fordi politikerne lytter til et udueligt embedsværk?

Er det fordi politikerne i Frederikssund ikke ønsker den bedste folkeskole?

Er det fordi der pludseligt er voldsom nedgang i børnetallet?

Jeg spørger i øvrigt mig selv, hvordan en så stor nedgang i børnetallet kan komme som en overraskelse?

På børnehaveområdet var det kendt for år tilbage, at der var nedgang i børnetallet.

Uanset hvad, så kan mine børn ikke bruge disse forklaringer til noget – intet!

Og samtidig kan jeg læse, at det går fantastisk i Frederikssund Kommune. Driftsindtægterne er større end nogensinde! Aldrig har det gået bedre…

Tilmed forstår jeg, at vi skal prioritere vore ældre, der har betalt skat hele deres liv. Ja, der skal prioriteres i en kommune. Det er en af politikernes fornemste opgaver.

Under alle omstændigheder nægter jeg at acceptere yderligere forringelser for mine to børns skolegang i Frederikssund.

Hvad enten det skyldes Vinge, inkompetence i forvaltningen, politikere der ikke vægter folkeskolen eller hvad dælen årsagen nu er.

Jeg opfordrer hermed alle forældre med børn i folkeskolen i Frederikssund Kommune til at mobilisere sig.

Sig nej til disse besparelser!

I stedet for straks at løbe til privatskolerne – for det afstedkommer den nuværende retning - så skal vi engagere os i folkeskolen og stille krav til de politikere, vi har valgt ind i byrådet.