Foreningsbiograf fylder 30 år

Slangerup Bio har rundet et skarpt hjørne. For 30 år siden slog den for første gang dørene op som foreningsbiograf

Af
Af Birgitte Masson

Slangerup Bio fejrer 30 års jubilæum. Formanden har været der næsten lige så længe. Historien har hun fortalt før, bl.a til Lokalavisen da foreningsbiografen fyldte både 20 og 25 år. Men formand Jette Madsen bliver lige så lidt træt af at fortælle historien om, hvordan det hele startede, som hun er af at være formand. For hun elsker det.

“Det er spændende. Man møder nye mennesker med mange nye ideer. Det bliver en livsstil, og medlemmerne bliver ens venner,” fortæller Jette Madsen, som Lokalavisen møder midt i receptions-mylderet onsdag eftermiddag, hvor der er stuvende fyldt med gæster og kæmpelagkage og kaffe på de mange fyldte termokander. Om lidt skal filmen Darkest Hour vises.

“Vil du i øvrigt have et stykke kage med ovenpå?”, spørger Jette, mens vi trækker os væk fra festivitasen, og går op ad trappen til første sal i den lille foreningsbiograf.

Samlede 800 underskrifter

“Da det hele startede, var der en børnefilmklub. Fra Lemvig Børnefilmklub blev vi inspireret til at starte en foreningsbiograf. For det havde de gjort. Vi indkaldte til møder og samlede underskrifter ind,” fortæller Jette Madsen.

Og det gav pote. For trods skepsis fra forskellig side, lykkedes det at indsamle 800 underskrifter, og dermed blev foreningen Slangerup Bio's venner stiftet.

“Vi var alle mulige slags mennesker, som i starten slet ikke kendte hinanden. Vi knoklede, og i løbet af en måned havde vi fået sat biografen i stand. Det var en fantastisk oplevelse.”

Siden har biografen været drevet af frivillige, med kommunen som ejer af bygningerne.

Overskuddet øremærket nyt udstyr

Slangerup Bio har gennem alle årene haft økonomisk overskud til at kunne følge med tiden. Det overskud, som biografen har genereret, har været øremærket nyt udstyr.

“Vi startede med gamle spolefilm, og har i dag nye digitale systemer. Men det var også årsagen til, at vi mistede en operatør, for som han sagde, at hvis man bare skulle trykke på en knap, så havde han ikke længere lyst til at fortsætte som operatør.” Jette Madsen smiler. Selvom hun fortæller, at Slangerup Bio lige nu godt kunne bruge en operatør til en vagt i dagtimerne, så skorter det alligevel ikke på frivillige kræfter.

“Vi holdt biopasserfest forleden.Der var vi 85 mennesker til spisning.”

“Vi var alle mulige slags mennesker som i starten slet ikke kendte hinanden. Vi knoklede, og i løbet af en måned havde vi fået sat biografen i stand. Det var en fantastisk oplevelse”

Formand Jette Madsen

Vidste du at...

Der har været biografdrift i Slangerup siden 1916. Det startede med rejsebiograf i stumfilmens dage fra 1916 på Gæstgivergården.

Slangerup Bio er en stor spiller i byens kulturliv. Bl.a. er der en ny kunstudstilling i biografens foyeren hver 2. måned.

Slangerup Bio har både en Seniorbio, Børnefilmklub og Tamil-filmklub.

Publiceret 06 March 2018 00:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV

Færgegården skruer tiden tilbage på Blå Nat

Rekreation, romancer og roulader - Frederikssund Museum, Færgegården, skruer tiden tilbage til 1960’ernes Danmark, når Jægerspris Hovedgade ’går i blåt’ den 1. juni. 1960’erne er et årti, som vi både kender som de glade tressere og en turbulent tid. Det er en tid med højkonjunktur, der bl.a. betyder en udflytning fra storbyen, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og mere rum til fritid, ferie og tilkøb af efterkrigstidens goder såsom bil, køleskab og tv. Det sætter sit præg på Danmarkskortet, hvor parcelhusene skyder op i forstæderne, mens sommerhusene bliver yndede tilflugtsmål. Den nye livstil sætter også præg på madkulturen, hvor kvinderne får mindre tid i køkkenet. Det betyder en drejning væk fra det sparsommelige og tidskrævende – og en helt ny bølge båret af overskud og interesse. 60’ere er dog også en tid med markører som rock’n’roll, sociale protester og et trykket politisk klima, hvor vi i år kan fejre 50-året for studenter- og ungdomsoprørerne i ’68.