Ups:

Intet overblik over lokale responstider

Justitsministeriet vil holde øje med, om politiet tager længere tid om at nå frem i kølvandet på strukturændringer. Men det bliver svært. Der findes nemlig ikke tal på, hvor hurtigt politiet rykker ud i de mindre lokalområder

“Det er min klare forventning, at den ændrede struktur vil give forbedringer - ikke forringelser. Politiet skal rykke hurtigt ud landet over, og derfor vil vi i forligskredsen selvfølgelig holde øje med udviklingen i responstider på tværs af landet. Også i Nordsjælland.”

Sådan lød det onsdag i grove træk fra Justitsminister Søren Pape (K), da Dansk Folkepartis Folketingsmedlem og tidligere viceborgmester i Frederikssund, Pia Adelsteen, i Folketingets spørgetid udfrittede ham om struktur-ændringerne hos Nordsjællands Politi, der blandt andet betyder, at der ikke længere skal være udkørende patruljer fra Frederikssund.

Men både justitsministeriet, politiet selv og alle andre får mere end svært ved at kontrollere, om ændringerne som frygtet af flere betyder, at politiet fremover bruger længere tid på at nå frem til eksempelvis Skibby, Jægerspris eller Ledøje.

Politiet registrerer nemlig slet ikke de såkaldte responstider så detaljeret, at man kan følge udviklingen i lokalområderne på post-nummerniveau.

 

Kun på kommuneniveau

Nordsjællands Politi registrerer alene - i lighed med landets øvrige politikredse - nemlig kun responstiderne på kommune-niveau.

Det oplyser Nordsjælllands Politi i et svar til Lokalavisen Frederikssund , efter avisen har søgt aktindsigt i responstiderne fordelt på postnummerniveau.

 

 

“Skal stoppe et sted”

Politidirektør JensChristian Bülow fra Nordsjællands Politi forsikrer drog, at borgerne ikke vil komme til at mærke ændringerne:

“Meningen har været at lave forbedringer. Ikke forringelser. Vi har i forvejen en praksis, hvor betjentene møder ind, og derpå af en vagtleder fordeles ud i de zoner, hvor vi på baggrund af analyser og kan se, det er optimalt, at patruljerne kører rundt. Det er ikke et spørgsmål om, hvor det er smart at parkere bilerne, men om, hvor det er smart, de kører rundt,” lyder det fra politidirektøren.

At responstiderne i dag - og fremadrettet - udelukkende måles på kommune-niveau, ser han ikke det store problem i:

“Et eller andet sted skal man jo stoppe registreringen, og det er så blevet på kommuneniveau. Hvis vi opgjorde det på postnummer-niveau, kunne andre måske stå og sige, hvorfor det ikke sker på gadeniveau. Det, der er vigtigt for mig i denne sammenhæng er bare, ændringerne bliver lavet for at  øge kvaliteten - ikke for at forringe den,” siger Jens Christian Bülow til Lokalavisen.

Lokalavisen har efterfølgende søgt at få en forklaring fra Rigspolitiet om fraværet af responstider på postnummer-niveau.

Herfra lyder svaret, at tallene vil være behæfte med for stor usikkerhed, hvis man opgør responstiderne på mindre enheder.

Ifølge en opgørelse fra Rigspolitiet var der fra starten af 2017 og frem til midten af december 2.2.17 udrykninger i Frederikssund Kommune, og 1.170 i Egedal Kommune

 

Ændret metode

I 2016 ændrede Politiet metode, når de skulle opgøre statistik på responstiderne.

Derfor kan tal fra før dén periode ikke sammenlignes med de fremtidige tal.

Siden ændringen i opgørelses-metoden, har den gennemsnitlige responstid i Egedal Kommune svinget mellem 11 minutter og 26 sekunder og 15 minutter og 20 sekunder.

I samme periode har det i gennemsnit taget mellem 10 minutter og 20 sekunder og 12 minutter og 26 sekunder at nå frem, når der var tale om udrykninger i Frederikssund Kommune.

Det betyder ændringerne

Som led i en strukturændring hos Nordsjællands Politi, flyttes færdsel- og hundepatruljer til stationen i Frederikssund, mens man til gengæld må give afkald på det udkørende beredskab - altså de almindelige patrulje- og udrykningsopgaver.

Disse bliver fremover varetaget fra Helsingør, Gentofte og Hillerød.

Her vil betjentene – i lighed med i dag – møde ind, finde deres makker, pakke patruljevognen og køre ud i politikredsen efter anvisning fra vagtcentralen.

Publiceret 09 February 2018 08:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV