Rekordmange til ældretræf i badminton

Over 200 friske seniorer over 60 år var mandag til ældretræf i badminton i Slangerup. Her stod den på sport og samvær,

Sport, smørrebrød, sang og socialt samvær. Det var omdrejningspunkterne, da rekordmange dukkede op til ældretræf i badminton i Slangerup.

De 239 seniorer, der mandag deltog i det sociale arrangement, fik spillet en masse god badminton om formiddagen. Mere end 250 kampe blev spillet, inden de kunne sætte sig til bords og nyde smørrebrød med dertilhørende øl og fællessang. En af dem var Elwin Karlsson fra Frederikssund Husmoder Badminton Club, som ikke er i tvivl om, hvad der er højdepunktet til ældretræffet.

”Det er samværet. Selvfølgelig er jeg glad for at spille badminton, og det er selvfølgelig hovedformålet. Men samværet er lige så vigtigt som det at spille”, siger Elwin Karlsson.

Med over 40 år i badmintonmiljøet kender Elwin Karlsson efterhånden rigtig mange af deltagerne i ældretræffet, hvilket gør glæden ved arrangementet større.

”Det er ligesom at komme hjem til jul”, siger han og smiler stort.

Deltagerrekord vækker glæde

Det rekordhøje antal deltagere skabte en fantastisk stemning og vakte stor glæde hos formand for DGI Nordsjælland, Per Frost Henriksen, som holdt tale under frokosten.

”Det er rigtig flot, at man både dyrker idræt og er sammen, men også har fællesskabet og samværet. Det sætter jeg meget stor pris på, og især at der er frivillige involveret i det”, siger Per Frost Henriksen.

Han mener, at den store tilslutning er et meget synligt bevis for, at der er behov for at skabe nogle aktiviteter, som folk over 60 år kan være med til. Og her er badminton et fremragende eksempel på, hvordan det skal gøres, mener formanden for DGI Nordsjælland.

Der blev spillet masser af badmindon, da over 200 friske seniorer over 60 år var til ældretræf i badninton i Slangerup. Pressefoto - DGI Nordsjælland Badminton

Der blev spillet masser af badmindon, da over 200 friske seniorer over 60 år var til ældretræf i badninton i Slangerup. Pressefoto - DGI Nordsjælland Badminton

Smørrebrød og hyggeligt samvær

Efter flere timers badminton blev dagen rundet af med fællesspisning for de mange friske seniorer. Mellem fiskefileten og roastbeefen blev der sunget et par sange akkompagneret af orkester og overrakt præmier til vinderne af de forskellige rækker.

Derefter kunne seniorerne sige tak for i dag til hinanden og tage hjem for at hvile kroppen frem mod næste ældretræf den 8. marts i Lynge.

pm

Publiceret 02 February 2018 00:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV