Udsigt til vikinge-premiere i tørvejr

Fredagen byder på regn masser af steder i landet fredag.
Også Frederikssund får ifølge DMI et par byger i løbet af eftermiddagen.
Men alt tyder på, at de lokale vikinger kan ånde lettet op: Vejret - der spiller en vital rolle for billetsalget til årets forestillinger - ser nemlig ud til at arte sig helt fornuftigt, når skuespillerne indtager scenen på Kalvøen til det traditionsrige vikingespil.
Ca. 20 grader og skyet lyder prognosen således.
 

Hagbard og Signe

Årets stykke på Kalvøen er Hagbard og Signe, der - efterhånden også traditionen tro er instrueret at Torben Sekov.
I stykket har Odin fået nok af Lokes dårlige opførsel og bortviser ham fra Asgård på ubestemt tid. For at gøre sig fortjent til at komme tilbage, udtænker Loke en plan, der omfatter hans bedste egenskaber: Snyd, Bedrag, Bagtalelse og Svig. Heimdal, som vogter broen fra menneskenes verden, Midgård, holder fast på, at Loke ikke må komme tilbage til Asgård.
Loke skal sørge for, at den jyske jarlesøn Hagbard, som er en dygtig kriger, skal dø og komme til Valhal for at blive en af Odins einherjer. Valkyrierne har hidtil ikke været tilfredse med de krigere, som Loke har skaffet, men Hagbard vil være en god fangst.
Hagbard drømmer om en smuk pige, og han kan ikke glemme hende. Hans mor tolker drømmen som et dårligt varsel. Hun fornemmer, at en ond magt overvåger hendes søn.
Hagbard drager på plyndringstogt til Sigers sjællandske jarlegård. Plyndringen bliver der dog ikke noget af. I stedet kommer Hagbard og hans brødre til gæstebud hos jarl Siger. Hagbard forelsker sig i Sigers smukke datter Signe, og kærligheden er gengældt. Han ved, at Signe er den pige, som han har set i drømme.
Signe har dog en anden bejler, den tyske jarlesøn Hildegisel, som ikke er villig til at vige pladsen for Hagbard. Der smedes rænker – godt hjulpet af Loke og hans fire hjælpere Snyd, Bedrag, Bagtalelse og Svig samt den sleske, blinde rådgiver Bolvise.
Gæstebuddet får en sørgelig slutning, og Hagbard må flygte fra jarlegården og efterlade Signe.
Jarl Siger sætter Signes trolovelse med Hildegisel i værk, men Signe har ikke glemt Hagbard. Hun venter på, at han skal komme tilbage. Da han endelig vender tilbage til Sigers jarlegård, lover Signe og Hagbard hinanden, at end ikke døden skal skille dem ad.

Publiceret 21 June 2013 11:04