Lotus, da hun blev hentet af 208 motorcykler fra hele landet, som kørte hende en tur som led i MC Mod Mobning. MC Mod Mobning kører for børn, som føler sig mobbet i skolen og i fritiden. Foto: Rene Reginhardt
Lotus, da hun blev hentet af 208 motorcykler fra hele landet, som kørte hende en tur som led i MC Mod Mobning. MC Mod Mobning kører for børn, som føler sig mobbet i skolen og i fritiden. Foto: Rene Reginhardt
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

12-årige Lotus spiller Pippi i JAS: “Jeg er meget følsom omkring et specielt emne - ligesom Pippi”

12-årige Lotus Aurbakken har fået hovedrollen som Pippi i JAS. Udover det ildrøde hår så synes hun, at de også har en anden ting til fælles

Af Birgitte Masson

“Selvom Pippi prøver at virke hård, er hun meget følsom omkring et specielt emne, nemlig mobning. Sådan har jeg det også,” fortæller Lotus Aurbakken forud for opsætningen af Sebastians musical Pippi Langstrømpe, som opføres på JAS de næste to weekender.

For i lighed med den lille, bomstærke pige med de røde fletninger som bor i Villa Villekulla, så har 12-årige Lotus også prøvet, hvad det vil sige at blive mobbet.

Og selvom det er et overstået kapitel, så sidder følelsen af at være udstødt stadig dybt i hende.

“Jeg har haft det rigtig dårligt i skolen. Det var hver dag og på de sociale medier, at jeg blev mobbet. Det startede i mini-sfo. Men sådan er det ikke længere, nu har jeg det godt,” slår Lotus fast.

Og glæden over tilværelsen fik endnu et nøk opad, efter at hun havde været til casting på JAS, og kort efter fik at vide, at hun havde fået den eftertragtede hovedrolle som Pippi Langstrømpe.

Vil være skuespiller

“Jeg har aldrig spillet teater før. Så selvom jeg drømte om at få hovedrollen som Pippi, turde jeg ikke satse på den. Så da jeg fik at vide, at jeg skulle spille Pippi, begyndte jeg at græde,” fortæller Lotus.

“Jeg kunne godt tænke mig at komme ind på Eventyrteatret.Jeg elsker at spille skuespil og er altid helt høj, når jeg kommer hjem fra JAS. Jeg ved godt, at det lyder som en cliche at ville være skuespiller, men for mig er det virkelig det, jeg vil, “ siger Lotus eftertrykkeligt.

Når hun ikke går i skole eller står på de skrå brædder i JAS, går hun til kor eller er sammen med sine venner.

“Og så hører jeg meget lydbøger i bussen til og fra skole, og når jeg skal sove.”

Lotus lægger ikke skjul på, at hun også tilbringer tid sammen med sin mentor Line. Hun kom ind i billedet, da Lotus havde det svært i skolen. I dag snakker de stadig sammen indimellem.

“Det giver mig en tryghed at have Line i mit liv. Hende kan jeg snakke med, om det jeg ikke kan tale med min far og mor om,” lyder det reflekterende fra bare 12-årige Lotus.

Der øves inden premieren på Sebastians musical Pippi Langstrømpe, som spiller på JAS de næste to weekender. Foto: BM
Der øves inden premieren på Sebastians musical Pippi Langstrømpe, som spiller på JAS de næste to weekender. Foto: BM
Publiceret: 30. Januar 2018 11:58

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund