Stråtækt ejendom brød i brand:

Beredskab kæmpede mod flammerne

En ejendom på Gl.Københavnsvej ved Slangerup brød i brand torsdag formiddag, mens beboeren var hjemme. Først klokken 14. havde beredskabet kontrol over flammerne

Af
Af Birgitte Masson

Beredskab fra Frederikssund, Stenløse, Slangerup og Farum kæmpede mod flammerne, da en stråtækt ejendom på Gl.Københavnsvej, Slangerup brød i brand kort før klokken 11.20 torsdag. Det var husets beboer som slog alarm, efter han havde konstateret, at der lugtede brændt.

Indsatslederen betragtede branden som heftig. Dels pga. den stærke blæst, men også fordi ejendommen var stråtækt, med andre ord havde flammerne hurtigt fået godt fat i tagkonstruktionen.

“Vi skal nok regne med, at der går 4-5 timer, før vi har fået styr på flammerne,” fortalte indsatslederen ved middagstid. Og det kom til at holde stik. Først klokken 14. var der kontrol over flammerne, og klokken 15. kunne indsatsleder ved Frederiksborg Brand og Redning Jimmy Andersen sende flere af sine styrker hjem efter veludført slukningsarbejde.

"Ingen er kommet til skade ved branden. Men hele husets første sal er brændt ud. Stueetagen er delvist intakt, men naturligvis beskadiget bl.a. af vandet. Men husets beboer kan nu gå ind og hente sine ting ud," fortæller Jimmy Andersen kort før klokken 17, hvor der stadig blev arbejdet på stedet.

Det var også den kraftige blæst som var årsag til, at Gl.Københavnsvej var spærret ind mod Slangerup, fordi røgen medførte ringe sigtbarhed på vejen. Vejen er genåbnet.

Foto: BM

Foto: BM

Foto: BM

Foto: BM

Publiceret 12 April 2018 00:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV